CSR en fælles betegnelse for de aktiviteter en virksomhed udfører for at opføre sig socialt rigtigt efter normerne og reglerne i det land man arbejder i. Det dækker bredt, bruges i flæng om mange aktiviteter, men bruges mest om vestlige virksomheders arbejde i tredje lande.
Hos Trip Trap har vi udarbejdet et Code of Conduct (CoC), som er en aftale mellem os og vores leverandører, hvor der fastsættes en lang række krav som leverandørerne skal leve op til. Kravene er ikke noget vi selv har opfundet, men vi har valgt at følge FN’s Global Compact.
Med FN’s frivillige Global Compact program forpligter vi os til at overholde en række rapporteringskrav og vi lader naturligvis eksterne konsulenter tjekke os.
Global Compact er inspireret af forskellige organisationer som f.eks. ILO, og der arbejdes med fastsættelse af normer og standarder indenfor menneske- og arbejdstagerrettigheder, miljø og korruption.
Det er udmøntet i 10 vigtige principper:
Menneskerettigheder
1. Virksomheden bør støtte og respektere beskyttelsen af internationalt erklærede menneskerettigheder; og
2. sikre, at den ikke medvirker til krænkelse af menneskerettighederne.
Arbejdstagerrettigheder
3. Virksomheden bør opretholde foreningsfriheden og effektivt anerkende retten til kollektiv forhandling;
4. støtte udryddelse af alle fomer for tvangsarbejde;
5. støtte effektiv afskaffelse af børnearbejde; og
6. afskaffe diskrimination i relation til arbejds- og ansættelsesforhold.
Miljø
7. Virksomheden bør støtte en forsigtighedstilgang til miljømæssige udfordringer;
8. tage initiativ til at fremme en større miljømæssig ansvarlighed; og
9. opfordre til udvikling og spredning af miljøvenlige teknologier.
Anti-korruption
10. Virksomheden bør modarbejde alle former for korruption, herunder afpresning og bestikkelse.
De ti principper afspejler ikke alle de vestlige værdier, men tager hensyn til at man i andre dele af verden har andre værdier og dermed andre normer for f.eks. arbejdsdage pr. uge.
Vi samarbejder med Nepcon, der bl.a. laver FSC®-certificeringer for at tjekke om vores Code of Conduct overholdes hos vores leverandører. Vi har lavet selvtest til leverandørerne med efterfølgende besøg fra os og Nepcon for at sikre at der svares rigtigt på testen. Hvis nogle punkter ikke lever op til vores krav, laver vi i samarbejde med den enkelte leverandør en plan for hvordan og hvornår forholdet er bragt i overensstemmelse med vores CoC.
Vores CoC gælder for alle vores leverandører, deres medarbejdere og de underleverandører, som de anvender til vores produkter.