Stor indflydelse på forholdene
Vores træprodukter produceres fortrinsvis i Thailand og Indonesien. Her samarbejder vi med små plantager og en lille håndfuld leverandører, hvor vi flere steder er en meget stor kunde. Det betyder, at vi kan have maksimal indflydelse på produktionsprocesserne og -forholdene. Et eksempel på dette er, at vi af sundhedsmæssige årsager har kunnet foranledige, at der er monteret og indkørt ventilationsanlæg hos vores underleverandører i Asien.
Mangeårige samarbejdsforhold
Uanset hvor i verden vi vælger at få produceret vores produkter, satser vi på mangeårige samarbejdsforhold. Det gør, at vores leverandører er meget åbne for dialog. Noget, som hjælper os med til at udvikle og forbedre arbejdsmiljøet for de ansatte. Vi arbejder bl.a. hen mod, at vores producenter stiller det basale sikkerhedsudstyr til rådighed for medarbejderne, i form af høreværn, beskyttelsesbriller, etc.
Alle skal overholde Code-of-Conduct
Alle leverandører, deres medarbejdere og de underleverandører, som de anvender til produktion af vores produkter, skal desuden leve op til en Code-of-Conduct. Dette indebærer blandt andet, at de forpligter sig til ikke at anvende børnearbejdere, udelukkende at indkøbe legalt træ, sikre optimale arbejdsmæssige forhold for de ansatte og aktivt deltage i løbende forbedringer af produktionsforhold bl.a. med henblik på maksimal sikkerhed på fabrikken. Kravene er udarbejdet som en del af FN’s frivillige Global Compact-program.
Vores forpligtelser
Med FN Global Compact forpligter vi som virksomhed os til at overholde en række rapporteringskrav. Vi lader f.eks. eksterne konsulenter fra Nepcon, en global NGO, vejlede os og overvåge vores indsats. Global Compact er inspireret af forskellige organisationer som f.eks. ILO, der arbejder med fastsættelse af normer og standarder indenfor menneske- og arbejdstagerrettigheder, miljø og korruption.